top of page
Forfatters billedeTenna Tychsen

Byers kendetegn - Faaborg

Opdateret: 17. okt.


Sjældent godt samspil mellem by- og havneliv


I Faaborg finder vi den historiske købstad med en moderne urban byhavn – og de går godt i spænd. Midtbyen udvikler sig med respekt for både historie og landskabskvaliteter. En ny byprofil toner frem. Med sporene fra produktions- og handelskøbstaden med færgehavnen dominerer nu turist- og fritidsbyen, hvor både borgere og turister nyder godt af historiske og moderne kvaliteter. 


© JWH Arkitekter og Plangruppen


Stedets betydning for byudviklingen

Faaborg blev dannet på en bakkeknold, på en pynt omgivet af vand. Placeringen havde strategisk betydning for, at der kunne grundlægges en borg og en by omkring kirke, kloster og handelstorv. Langt senere kom jernbanen og færgeoverfart. Stedligheden er stadig intakt bl.a. på grund af pyntens og bakketoppens afgrænsninger og for lidt plads til at forstaden kunne vokse. Fra den historiske by er der derfor i dag fortsat tæt forbindelse mellem by og havn og umiddelbar kontakt til det flade grønne landskab og landskabet ved fjorden.


Sammenhængende og attraktiv købstad og bymidte

Faaborg rummer masser af bevaringsværdig arkitektur i form af hele bymiljøer, bygningskomplekser og enkelt-bygninger.  Faaborgs midte præsenterer en intakt historisk købstad, der som tæt by har en stor variation af oplevelsesrige gader, pladser og gårdmiljøer. I hovedgaderne er gamle købmandsgårde. Borgerhuse med markante hjørner kravler ind i sidegaderne med lave facader, grønne private gårde og haver. Byens større pladser præsenteres af det historiske rådhustorv, havnepladserne, herunder den grønne plads ved havnebadet, og banegårdspladsen.


Kun få steder er det historiske bysystem brudt op i mere moderne åbne flader fx omkring byens nyere rådhus. De få byfornyelses- og infillprojekter ved kirken og Havnegade har med god fornemmelse tilpasset sig den historiske kontekst. Havnegadefornyelsen refererer til den oprindelige, tragtformede, ophalerplads for både, men i en mere åben, tæt-lav boligudgave. Byens nuværende grønne indretninger og belægning og byudstyr er afbalanceret og tilpasset omgivelserne.


© JWH Arkitekter og Plangruppen


© JWH Arkitekter og Plangruppen


Historiske og moderne dynamoer med betydning for bylivet

Historiske bygningsmonumenter og dynamoer, der gav liv til den tidlige købstad, er der mange af i Faaborg. Til de ikke længere fungerende monumenter hører kloster, det gamle rådhus/arresthus, banegård, posthus, toldbod, mv. Kirke, færgehavn, skibsværft, museer, hoteller, skole mv. er stadig intakte og fungerer. Også nye og moderne dynamoer finder plads i bymidten. Der er et nyere rådhus, musikhus/ kulturhus, svømmehal og ikke mindst lystbådehavn og havnebad. De bynære rekreative havneaktiviteter og kulturhus medvirker til at skabe nyt liv i bymidten.


Som samlet butiks-, erhvervs-, kultur- og forlystelsesdynamo er midtbyen fortsat velfungerende med enkelte tomme butikker, som i de fleste andre købstæder i landet. I Faaborgs periferi ligger de mere pladskrævende anlæg som gymnasium, skoler, sygehus, supermarkeder og erhvervs- og industridynamoer. 


En fastholdelse af den historiske bebyggelses- og rumtypologi i den gamle midte, kombineret med en mere tidssvarende form for bygget tæthed i den nye havneby, vil kunne fremhæve begge bydeles attraktivitet. Der er potentialer i den nye havneby. Den har muligheder for at udvikle sig som en selvstændig, moderne, ”blå” tæt by med egen identitet uden at forstyrre den historiske midtby, men med tætte forbindelser til denne, hvilket allerede er i gang. 


© JWH Arkitekter og Plangruppen


 

Plangruppen hjælper med udvikling, der tager udgangspunkt i data og indsigt.

bottom of page