
Plangruppen Kompas:
Strategiske analyser til kommunal udvikling
Kommuner mangler sjældent data. Udfordringen er at få viden, der viser, hvad der bør prioriteres, hvor forskellene findes, og hvilke muligheder kommunen har for at handle.
Plangruppen Kompas er en serie af strategiske analyser, der omsætter borgeres, brugeres og virksomheders oplevelser, adfærd og behov til et anvendeligt kommunalt beslutningsgrundlag.
Analyserne kan anvendes hver for sig eller kombineres i et samlet analyseprogram.
Kompas-analyser på fire områder
Kompas-serien samler 11 analyser i fire grupper: Steder og livskvalitet, Livsfaser, Hverdag og omstilling samt Erhvervskompas. Analyserne giver kommunen viden om borgernes hverdag, lokale udviklingsmuligheder og virksomhedernes behov. De kan anvendes hver for sig eller kombineres på tværs af kommunens fagområder.
Læs mere her:

Erhverv og udvikling
Erhvervskompas Rammebetingelser
Hvilke lokale forhold understøtter virksomhedernes udvikling – og hvor møder de barrierer?
Det lokale erhvervsklima kan ikke reduceres til én placering på en rangliste. Erhvervskompas – Rammebetingelser undersøger, hvilke forhold virksomhederne selv tillægger betydning, og hvordan de oplever kommunens lokale rammer. Analysen belyser blandt andet arbejdskraft, infrastruktur, erhvervsarealer og virksomhedernes fremtidige behov. Kommunen får et lokalt beslutningsgrundlag for erhvervspolitik, strategisk erhvervsudvikling samt areal- og infrastrukturplanlægning.
Erhvervskompas Service
Hvordan oplever virksomhederne det konkrete møde med kommunen?
Erhvervsklima og erhvervsservice er ikke det samme. Erhvervskompas – Service undersøger virksomhedernes erfaringer med blandt andet myndighedsbehandling, erhvervsservice, dialog og koordinering mellem kommunale enheder. Kun virksomheder med relevant kontakt får de detaljerede spørgsmål. Det giver et mere retvisende billede af den oplevede service. Kommunen får konkret viden om, hvor samarbejdet fungerer godt, og hvor ændringer i sagsgange, tilgængelighed eller koordinering kan gøre det lettere at drive og udvikle virksomhed.

Steder og livskvalitet
Levestedskompas
Hvad får mennesker til at vælge kommunen – og hvad får dem til at blive?
Levestedskompas går bag om befolkningstal og flyttemønstre og undersøger borgernes oplevelse af hverdagen, lokalområdet og kommunens kvaliteter. Analysen viser, hvad der tiltrækker forskellige målgrupper, hvad der styrker deres tilknytning, og hvilke forhold der kan få dem til at overveje at flytte. Kommunen får et målrettet grundlag for bosætningsstrategi, kommuneplanlægning og udvikling af attraktive levesteder.
Bykompas
Hvad skal byen bevare, forandre og prioritere?
Bykompas inddrager borgernes erfaringer og ønsker i arbejdet med byens fremtid. Analysen undersøger byens identitet, hverdagsfunktioner og oplevede kvaliteter – og viser, hvor borgerne ser behov og muligheder for udvikling. Kommunen får viden om, hvad der skaber tilknytning til byen, hvilke udfordringer der bør prioriteres, og hvordan forskellige udviklingsmuligheder vurderes. Resultaterne kan anvendes i bystrategier, helhedsplaner, bymidteudvikling og borgerdialog.
Landdistriktskompas
Forskellige lokalsamfund kræver forskellige prioriteringer.
Kommunens landdistrikter kan have fælles udfordringer, men deres kvaliteter, befolkningssammensætning og udviklingsbehov er ikke nødvendigvis de samme. Landdistriktskompas undersøger hverdagsliv, fællesskaber, bosætning og borgernes ønsker til fremtiden på tværs af lokalområder. Kommunen får et nuanceret grundlag for at prioritere mellem fælles indsatser og lokalt tilpassede løsninger i landdistriktspolitik, bosætningsarbejde og udvikling af levedygtige lokalsamfund.

Hverdag og omstilling
Servicekompas
Hvordan opleves kommunens service af borgere der bruger den?
Servicekompas undersøger borgernes konkrete erfaringer med udvalgte kommunale tilbud og serviceområder. Borgerne vurderer kun de områder, de har relevant erfaring med. Det giver et mere retvisende billede af kvalitet, tilgængelighed og mødet med kommunen. Analysen viser, hvad der fungerer godt, hvor borgerne oplever problemer, og hvilke forbedringer der har størst betydning. Resultaterne kan anvendes til serviceudvikling, faglig prioritering og ledelsesopfølgning.
Mobilitetskompas
Hvad ligger bag borgernes transportvalg – og hvad kan motivere dem til at ændre transportvaner?
Trafiktællinger viser, hvordan mennesker bevæger sig, men ikke hvorfor de vælger bilen, cyklen, bussen eller gåturen. Mobilitetskompas undersøger transportvaner, behov, barrierer og mulighederne for at vælge anderledes. Kommunen får viden om forskellene mellem målgrupper og geografiske områder – og om, hvor bedre infrastruktur, kollektiv transport, information eller andre indsatser kan gøre en forskel. Analysen understøtter mobilitetsstrategier, trafikplanlægning og udvikling af mere bæredygtig transport.
Klimakompas
Hvordan omsættes borgernes klimaopbakning til realistiske handlinger?
Klimaholdninger fortæller ikke i sig selv, hvad borgerne har mulighed for at gøre. Klimakompas undersøger derfor både opbakning, adfærd, motivation og de praktiske barrierer, der påvirker borgernes valg i hverdagen. Analysen viser, hvor kommunen har et godt udgangspunkt, hvilke målgrupper der møder særlige udfordringer, og hvor indsatser og kommunikation kan målrettes. Resultaterne kan anvendes i klimaplaner, borgerinddragelse og prioritering af lokale klimaindsatser.

Livsfaser
60+ Kompas
Livet som senior – mange forskellige livstile, ressourcer og behov.
Borgere over 60 år udgør ikke én ensartet målgruppe. Der er store forskelle i hverdagsliv, helbred, mobilitet, sociale relationer, deltagelse og forventninger til fremtiden. 60+ Kompas giver kommunen viden om forskellige grupper af seniorer og deres muligheder for at leve et aktivt og meningsfuldt liv. Analysen kan anvendes i seniorpolitik, forebyggelse, deltagelsesindsatser og lokal planlægning og kan udvides med moduler om blandt andet sundhed og fremtidige boligvalg.
Børn- og Ungekompas
Hvordan har børn og unge det – og hvad kan gøre deres hverdag bedre?
Børn- og Ungekompas undersøger børns trivsel og muligheder for at deltage i hverdagen – i skolen, i fritiden og sammen med andre. Børn og unge i 4.–9. klasse fortæller om deres egne oplevelser, mens forældre til børn i 0.–9. klasse bidrager med familiens rammer og deres erfaringer. Analysen belyser blandt andet venner, fritidsliv, digitale fællesskaber, tryghed og støtte fra voksne. Kommunen får viden om tilknytning, fællesskaber og overvejelser om at flytte igen – og om, hvilke forbedringer der kan styrke lysten til at blive boende. Resultaterne kan anvendes i bosætningsstrategi, velkomstindsatser og samarbejde med lokale foreninger og andre aktører.
Tilflytterkompas
Hvad får nye borgere til at føle sig hjemme – og få lyst til at blive?
Tilflytterkompas undersøger den første tid som ny borger i kommunen. Analysen er målrettet voksne, der er flyttet til kommunen inden for de seneste tre år og fortsat bor her. Den belyser, hvorfor de valgte kommunen, om forventningerne blev indfriet, hvordan de oplevede modtagelsen, og hvad der gør det let eller svært at falde til. Kommunen får viden om tilknytning, fællesskaber og overvejelser om at flytte igen – og om, hvilke forbedringer der kan styrke lysten til at blive boende. Resultaterne kan anvendes i bosætningsstrategi, velkomstindsatser og samarbejde med lokale foreninger og andre aktører.
Fra data til beslutninger
Kompas-analyserne er udviklet til kommunal praksis. Formålet er ikke alene at beskrive borgernes eller virksomhedernes vurderinger, men at gøre resultaterne anvendelige i kommunens videre arbejde.
Analyserne kan give kommunen:
-
indsigt i styrker og udfordringer
-
forståelse af forskelle mellem målgrupper og lokalområder
-
viden om adfærd, behov og prioriteringer
-
input til strategier, politikker og planer
-
grundlag for udvikling af konkrete indsatser
-
dokumentation til ledelsesmæssige og politiske drøftelser
-
mulighed for at følge udviklingen gennem gentagne målinger
Resultaterne formidles, så de kan anvendes af politikere, direktion, fagforvaltninger og projektledere.
Analyseforløb tilpasset kommunen
Et typisk Kompas-forløb omfatter:
1. Afklaring
Vi afklarer kommunens formål, beslutningsbehov, målgrupper og ønskede anvendelse af resultaterne.
2. Tilpasning
Den standardiserede Kompas-kerne tilpasses lokale forhold og aktuelle problemstillinger.
3. Dataindsamling
Undersøgelsen gennemføres gennem relevante kanaler. Afhængigt af opgaven kan Plangruppen varetage dataindsamlingen eller levere spørgeskemaet til kommunens eget surveyværktøj.
4. Analyse
Resultaterne analyseres på tværs af relevante målgrupper, lokalområder og temaer. Åbne besvarelser inddrages, hvor de bidrager med vigtig forklaring og nuancering.
5. Formidling
Kommunen modtager en overskuelig rapport eller anden aftalt formidling med hovedresultater, fortolkning og mulige indsatsområder. Resultaterne kan desuden præsenteres for ledelse, fagudvalg eller andre relevante modtagere.

Data og indsigt til bedre beslutninger

