top of page

Byers kendetegn - Ribe

Forfatters billede: Tenna TychsenTenna Tychsen

Middelalderby i særklasse


I Ribe blev byfænomenet for første gang introduceret i Skandinavien. Ribe var centrum for handel. De historiske monumenter er ikke til at tage fejl af. De er arketypiske eksempler på symbolerne fra middelalderens magtstrukturer - borgen, katedralen og borgerskabets huse, der samlede sig omkring de det centrale torv. Byens struktur fik betydning for indretningen af mange byer fremover.


© JWH Arkitekter og Plangruppen


Historiske, bymæssige og rekreative kvaliteter

Begrænsninger i landskabet har forhindret at middelaldercentrum er spoleret i Ribe, og en industriel udvikling i skyggen af Esbjerg har betydet, at det middelalderlige bymiljø er intakt uden modernistiske indgreb. Ribe har således en skarp afgrænsning til landskabet, en tydelig skyline og en domkirke med en domkirkeplads, der også i dag er byens centrum. Ud fra domkirketorvet forgrener byens gader sig som et edderkoppespind. Ribe har desuden en særlig rekreativ specialitet. Byen opstod nærmest på nogle sandbanker på et å-delta. Deraf blev dannet et å-system, som muliggjorde mølledrift. Møllesystemet sammen med åen giver fine rekreative strækninger gennem byen.


© JWH Arkitekter og Plangruppen


Livgivende dynamoer gennem tiderne

Man har forstået at fastholde de historiske monumenter og bygge videre på dem med enkelt tilpassede forbedringer og tilføjelser. Der er stadig tydelige spor af de kirkelige institutioner, der har fyldt meget og været styrende for bystrukturen. Ud over kirken, kloster og bispesæde var der præsteskole og latinerskole, der i dag er blevet til gymnasium - Danmarks måske fineste bud på et historisk campuslignende sted. I dag er de historiske dynamoer suppleret med butikker, gallerier og caféer. Til sammen tiltrækker det særlige bymiljø turister, der medvirker til at holde gang i bylivet.


De større moderne livgivende dynamoer er placeret i forstadsbebyggelser uden for den historiske bykerne. Der finder vi øst for åen statshospitalet, skoler, fritidscenter og svømmehal m.m. Forstadscenter med indkøbsmuligheder finder vi ved den nordlige indfaldsvej.


© JWH Arkitekter og Plangruppen

 Bebyggelsen og byrummene

Der er ingen huller i bebyggelsen i Ribe centrum. Den arkitektoniske karakteristik er anonym middelalderby. Randbebyggelsen består mest af lave middelalderhuse, men der forekommer også renæssancens gavlhuse og langhuse i bindingsværk samt borgerhuse fra slutningen af 90´erne plus bedre byggeskikkvarterer fra århundredeskiftet. Tilstanden er god. Facaderne bliver holdt pæne og ordentlige.


Ribe har mange fine, harmoniske byrum. Det altdominerende kirketorv har inden for de senere år fået en ny veltilpasset belægning, der understreger torvets flade med de mange monumentale bygninger. I øvrigt er belægninger og byudstyr over alt holdt pænt og ordentligt.


Bevar balancen mellem museums-, turisme- og boligby

For Ribe kan man ønske sig, at det omgivende landskab også i fremtiden friholdes fra bebyggelse, så byen fremstår med sin oprindelige profil og klare opdeling mellem by og land. Moderne pladskrævende butikscentre hører ikke hjemme i Ribe centrum, men til gengæld må der gerne sikres gode betingelser for beboelse, der giver liv til bykernen også uden for turistsæsonen.



© JWH Arkitekter og Plangruppen


 

Plangruppen hjælper med udvikling, der tager udgangspunkt i data og indsigt.

© Plangruppen 2008-2025

  • LinkedIn

Plangruppen leverer analyser og beslutningsgrundlag til myndigheder, organisationer og erhvervsliv. ​Vi er specialister i opgaver der understøtter beslutningsprocesser.

Kontakt os

Telefon +45 42 64 00 41

CEO Lars Lindenberg: +45 20 44 47 64

Email: kontakt@plangruppen.dk

bottom of page