top of page
  • Forfatters billedeTenna Tychsen

Ugens by - Bramming

Opdateret: 19. sep.


Bramming
© foto Plangruppen
Bramming har udviklet sig fra stationsby og trafikknudepunkt til moderne forstadsby og provinsby med decentrale faciliteter.

En byfornyelse er i gang, som opgraderer bymidten. 

Udover at Bramming har en velbevaret station og stationsbykarakter, er der gode takter i måden byen udvikler sig. Bramming arbejder med at fortætte sine byrum med både nye boligbebyggelser og pladsdannelser. Den igangværende udvikling styrker bymidten som dynamo og udvikler byen til en større skala. Byen er knudepunkt og mødested for oplandet. Midten har potentiale til at udvikle sig til et urbant alternativ til det dominerende forstadspræg man ellers møder, når man ankommer til byen. 


Bramming voksede ud af ingenting, blot et vejkryds indtil der opstod et vigtigt jernbaneknudepunkt – et trafikkryds på den flade, ubebyggede jyske hedeslette.

Midten som samlet handels- og erhvervsdynamo er intakt og virker levende på trods af udfordringerne i detailhandlen, som opleves i alle vores byer og som Bramming yderligere er udfordret af, gennem sin nærhed til Esbjerg. I den unge stationsby er der kun få egentlige historiske monumenter, men både station og elværk er i dag indrettet som moderne dynamoer til servicefunktioner med café og til egnsmuseum. Derudover er der kirke, posthus, skole, biograf (landets ældste) plus et par markante borgerhuse. Apoteket er indrettet i byens tidligere hotel. De nye centrale bylivsdynamoer udgøres bl.a. af bibliotek og ældrecenter plus to supermarkeder og bilforhandlere, mens skoler, sportscenter, friluftsbad samt yderligere supermarkeder, tilhører forstadsbebyggelsen i periferien. 


Brammings stationsbyprægede bebyggelses- og byrumstypologi er intakt, med eksempler på godt infill-byggeri, dog med de obligatoriske, udefinerede parkeringsarealer bag hovedgaderne. Først med de seneste byfornyelser er bymidten blevet tilført de pladsrum som stationsbyernes pragmatiske funktionalitet sjældent bekymrede sig om. Pladsrummene er etablerede inde i randbebyggelsens gårdrum.


Fornyelsen respekterer den traditionelle bebyggelsestypologi, men vender vrangen ud på byens offentlighed, hvor det private eller halvprivate gårdrum bliver offentligt og gaderummet bliver et trafikrum. Bramming har fine bymiljøer af høj arkitektonisk kvalitet og et fint kulturmiljø omkring stationen, med bl.a. randbebyggelse, borgerhuse, villaer i bedre byggeskik og markant funkispræget 60´er byggeri. Der er skabt et grønt miljø omkring elværket/ museet, ligesom stationen og de gamle perroner også er velbevarede. 

 

Plangruppen hjælper med udvikling, der tager udgangspunkt i data og indsigt.


Comments


Commenting has been turned off.
bottom of page