Tenna Tychsen
Ugens by – Vejle
Opdateret: 4. maj

Vejle hører til én af de byer, man oplever som umiddelbart attraktiv.
Vejle har nogle oplagte fortrin, som er knyttet til stedet, hvor byen opstod og udviklede sig, fortrin som man i dag forstår at udnytte i byudviklingen til gavn for borgerne, der bor i byen og dem, der besøger byen. I oktober måned 2020 blev Vejle kåret som ´Danmarks flotteste handelsby´ på basis af kundernes vurderinger (ICP A/S og Detailforum).
Vejle er beliggende i et dramatisk landskab, med fjord, å-forløb og høje skrænter. Fjorden blev som i mange andre byer lukket af med udvikling af industri og havneerhverv - i Vejle i udpræget grad, men i dag arbejdes der synligt på at erobre by, byrum og å-landskab tilbage. Å-løbene bliver aktivt integreret i byudviklingen og byens industriområder revitaliseres og giver plads til uddannelse, kultur, idræt og parker i vestbyen og moderne boliger, erhverv og rekreativ havn i østbyen. Fjord og by forenes på det industrielle mellemland, der tidligere var en barriere.
Vejles store styrke er en mangfoldighed af monumenter og aktive dynamoer af en hver art. De ligger alle i eller tæt på bymidten.
Der er mange historiske bygninger, der rummer kultur, administration og uddannelse m.m. Særligt skal nævnes en koncentration af bemærkelsesværdige bygninger bag det gamle rådhus, hvor skoler, administrationsbygninger, kunstmuseum fremstår i bedre byggeskik, dansk modernisme fra 30´erne og moderne nybyggede tilpasninger. Bygningerne klæder hinanden og har høj arkitektonisk kvalitet. Det er karakteristisk, at Vejle har bevaret og omdannet sine industrimonumenter, spinderierne, til bl.a. kulturaktiviteter og moderne erhverv.
Hvor den strategiske retning for byens udvikling især bliver synlig, er i fortætningen af byrum og forbindelser i byen. Der er stort set gåafstand til alt med spændende byrum at passere. Vejle viser nogle af de bedste eksempler på integrerede butikscentre. Der er en sjælden set dynamik på Vejles strøg, med butikscentre, der danner tyngdepunkter i hver ende af strøget. Den spektakulære ”Bryggen” i den sydlige ende er et gigantisk bymonument, tilpasset den lave skala mod strøgets byrum. Mod den trafikerede ringvej danner bygningen en høj afgrænsende mur. Ligeså er Midtpunktet og Mary-centeret i den nordlige ende umærkeligt integreret og tilpasset strøgets bebyggelse. Nyt og gammelt byggeri fletter sammen.
Vejle byder overalt på broget og spændende arkitektur og opleves som en livlig by. Det er tydeligt at Vejle arbejder bevidst med en idé og struktur for sine dynamoer. Campus/uddannelse og DGI-centeret er placeret i Boulevardbyen i den vestlige periferi tæt på kultur- og parkområder i byranden. Handelsdynamoer koncentreres i centrum med strøget som bærende og livlig dynamo. Endelig begynder erhvervs- og rekreative dynamoer at tone frem i den nye havneby. Endnu kan havnebyen, som aktiv dynamo, ikke konkurrere med midtbyen, men idéen er klar.
Plan Gruppen præsenterer byer med det formål at fokusere på byernes stedlige og arkitektoniske kvaliteter. Præsentationerne tager udgangspunkt i rapporten ”screening af 31 bymidter”, som Plan Gruppen har udarbejdet i samarbejde med JWH Arkitekter for Region Syddanmark. Plan Gruppen rådgiver sammen med JWH Arkitekter kommuner om udvikling af bymidter, med fokus på byidentitet, attraktivitet og byliv.
Plan Gruppen leverer beslutningsgrundlag og samarbejder om planer for et bedre samfund.