top of page
Forfatters billedeTenna Tychsen

Byers kendetegn - Nordborg

Opdateret: 17. okt.


Nordborg er en enestående historisk by med forsømt urbanitet i dramatisk terræn


Nordborg er en by med usædvanlige potentialer, hvis den fik bugt med sit snigende forfald. Det er en slotsby med betydelig kulturarv og en høj grad af urbanitet i sit lille tætte bymiljø med hovedgade, torve og stræder i et dramatisk terræn. Der er fine huse og boliger i byen, men der er også eksempler på ruinøse og tomme huse. Dog fortjener byen ikke et ry alene som slidt og kedelig. 


© JWH Arkitekter og Plangruppen


Byen i det smukke naturlandskab

Naturlandskabet er dramatisk og nærværende i hele byen med et markant bakket terræn og mange kik ud i landskabet til kulturskabte herligheder omkring slottet. Terrænet er defineret af søen og ådalen med stor variation i landskabet. Kirken ligger højt på en knold med et brat fald ned mod søen, hvor slottet ligger lavt i ådalen. 


Byen har typisk udviklet sig på begge sider af ådalen, hvor der har været muligt at passere. Hovedgaden starter nede i ådalen og får en stejl stigning op igennem terrænet. Derved kommer Nordborg til at byde på et spændende hovedgadeterræn, der findes i få andre byer i landet. Afgrænsningen af den gamle bydel mod landskabet er nærmest uberørt, da forstaden udvikler sig ad indfaldsvejen mod sydvest, hvor den glider sammen med Havnbjerg.


© JWH Arkitekter og Plangruppen


Monumenter og bylivsdynamoer

Slottet er det dominerende historiske monument i Nordborg. Det er også en vigtig aktiv dynamo, der i dag fungerer som efterskole og rammer for kulturelle begivenheder. Byen som samlende dynamo skranter. Hovedgaden lider af butiksdød, og problemer med at få butikkerne erstattet af andre formål. På den måde ligner Nordborgs udfordring stationsbyernes, hvor der sker funktionstømning i bymidterne, og dagliglivet foregår i kransekagen uden for centrum.


Det er en styrke for bymidten og hovedgaden, at der kunne skaffes plads til et bynært centertorv på det gamle jernbaneterræn med nye forretninger og supermarkeder. Der er dog ikke gjort store anstrengelser for at skabe sammenhæng mellem centerbebyggelsen og byens historiske bebyggelsestypologi. Der er etableret en sidegade med sædvanlig forstadspræget bebyggelse på en flade. Skoler, hal, hotel-, og konferencefaciliteter (Nørherredhus) og Universe (oplevelsespark) hører forstaden til.


© JWH Arkitekter og Plangruppen

Blandet interessant ny og slidt bebyggelse

Rumligt og urbant er Nordborgs bymidte spændende og enestående, når man ser bort fra manglende vedligehold. Den usædvanlige urbanitet i miniformat understreges af intakt randbebyggelse, gade- og små torvemiljøer samt smøger med udsigt. Som i andre sønderjyske byer er der en blanding af bebyggelse i historicisme fra sidst i 1800-tallet og gamle rønner, med fine sønderjyske malede hoveddøre med fyldninger og vinduer i flere farver. Forfaldet går en del ud over huse i preussisk stil eller omdannede butikker til boliger. Bagarealer er mange steder typiske miljøer med værksteder – livgivende men til dels med et ramponeret udtryk. 


Boligforeningerne gør en god indsats i byen. Der bygges ny randbebyggelse i hoved- og sidegader, fint tilpasset og i 2. række bag ved er tæt-lav bebyggelser bygget med respekt for skalaen, bygningstypologi og med udsyn til naturen. Byrummene har det også godt. Der er ganske fine gader, sidegader og smøger i neutral belægning. Grønne og blå elementer er godt håndteret f.eks. er der etableret et søtorv og et rekreativt parkanlæg med en søbro.




Håb for fremtiden

Man kan håbe på at etableringen af Ferie Resort Nordals bringer en god udvikling med sig også for Nordborg by. Der skal lægges kræfter i, hvis man vil bevare og revitalisere et ganske særligt eksempel på et urbant bymiljø i samspil med landskabet. 


Hovedgaden har bl.a. potentiale til omdannelse af butikker til boliger, da gaden netop ikke er præget af trafikstøj som i mange andre mindre stations- og provinsbyer. Ombygning må ske med den særlige følsomhed overfor den eksisterende bygningstypologi, der netop er lykkedes for boligforeningens bygninger i midtbyen.



© JWH Arkitekter og Plangruppen

 

Plangruppen hjælper med udvikling, der tager udgangspunkt i data og indsigt.

bottom of page