Mange børn får for lidt bevægelse og skolevejen kan bidrage til at gøre børn mere aktive. Selvom Danmark er blandt de bedste i verden inden for trafiksikkerhed, er der et stort potentiale for mere aktiv transport på skolevejen. I denne artikel belyser vi børns skoletransport.
Denne artikel er skrevet på basis af data fra en skolevejsundersøgelse med 11.000 børn og forældre. Undersøgelsen er foretaget af Plangruppen i forbindelse med projekt Sund Skolevej. Undersøgelsen blev støttet af GF Fondens trafikpris.
Børn der har 0-2 km til skole, cykler og går oftere end gennemsnittet. Denne gruppe er mere trygge end gennemsnittet ved deres børns færden på skolevejen, og transporten til skole indgår ofte som en fast del af dagligdagen. Børnene i dette segment foretrækker sjældnere at blive kørt til skole og bor oftere i en forstad eller bymidte. Segmentet udgør 65 procent.
Børn der har 2-4 km til skole, bliver markant oftere kørt til skole i bil og cykler lidt oftere end gennemsnittet til skole. Forældrene i denne gruppe er ofte mindre trygge ved deres børns færden på skolevejen, og transporten til skole er typisk noget, forældrene bestemmer eller noget der diskuteres. Halvdelen af børnene foretrækker som regel at blive kørt i bil til skole. En større andel end gennemsnittet bor på landet. Segmentet udgør 19 procent.
Børn der har 4+ km til skole, bliver oftere kørt til skole i bil eller med bus. Eleverne i dette segment går oftere i udskolingen, og deres forældre er generelt mindre trygge ved deres børns færden på skolevejen. Beslutningen om skoletransport træffes ofte af forældrene eller er et samtaleemne. Over halvdelen af børnene foretrækker at blive kørt i bil til skole. En markant større andel end gennemsnittet bor i en landsby eller på landet. Segmentet udgør 17 procent.
Om Sund Skolevej
Mange børn får for lidt bevægelse og skolevejen kan bidrage til at gøre børn mere aktive. Projekt Sund Skolevej er grundlagt med det formål at fremme viden om børns skoletransport og medvirke til aktiviteter, der kan få flere børn til at cykle og gå til skole.
Anbefalinger:
Tryghed på skolevejen bør være en selvfølge. Trygge familier cykler og går oftere til skole. Den største kilde til utryghed på skoleveje er biler, derfor handler tryghed især om at begrænse antallet af biler, adskille biler fra gående/cyklende og nedsætte farten.
Gode trafikarealer. Gode cykelstier, klare overgange, belysning og tydelig skiltning fremmer sikkerheden og virker befordrende på cykling og gang til skole.
Stimulering og belønning. Forældre bør lære børn at cykle og færdes sikkert i trafikken og så vidt muligt undgå at køre børn til skole. Skoler bør gøre det nemt at vælge den aktive transport og belønne børn der cykler og går. Stimulering virker med det samme, mens vejanlæg tager tid.
Sund Skolevej hjælper kommuner med at:
Undersøge børns og forældres transportvaner og transportoplevelser.
Evaluere fysiske vej- og trafikforhold på skolen for cyklende og gående børn.
Inddrage forældre og elever i arbejdet for tryggere skoletransport.
Comments