Unge og fritidsliv: Det er ikke nok, at tilbuddet findes

Plangruppen

for 11 minutter siden

5 min læsning

Et lokalt fritidstilbud er ikke det samme som et fællesskab, den unge føler sig hjemme i. Forskningen peger på, at kvaliteten af relationerne og oplevelsen af at kunne deltage på egne præmisser er vigtige. Det giver kommunen en opgave, som rækker ud over at tælle tilbud og medlemmer.

Der kan være plads på holdet, udstyr til rådighed og et tidspunkt, som passer. Det er gode forudsætninger, når en ung møder op til en ny aktivitet. Alligevel kan den første aften opleves forskelligt alt efter, om nogen tager imod, forklarer det uskrevne og gør det muligt at være ny uden at føle sig forkert.

Denne forskel mellem formel adgang og oplevet deltagelse er værd at undersøge. Kommunen kan have et varieret fritidsudbud og stadig have brug for at forstå, hvordan forskellige unge finder vej ind i det, og hvad der gør, at de får lyst til at komme igen.

Hvad kendetegner et godt fritidsfællesskab?

Statens Institut for Folkesundhed ved SDU gennemførte for Sundhedsstyrelsen i 2023 en litteraturgennemgang af 52 studier fra 16 lande. På tværs af forskellige organiserede fritidsaktiviteter pegede gennemgangen på fem centrale kvaliteter: sociale forbindelser, udvikling af færdigheder, selvtillid, lyst til deltagelse samt tryghed og tillid.

Studierne omfattede forskellige metoder og aktiviteter, og ingen var baseret på en dansk population. Rapporten er derfor ikke et samlet dansk effektmål for at melde sig ind i en forening. Den peger på kvaliteter i fællesskaberne, som fortjener opmærksomhed, snarere end på en garanti knyttet til medlemskab.

For kommunen giver det anledning til at undersøge oplevelsen af deltagelse. Et medlemstal fortæller noget om tilslutning. Det fortæller ikke alene, om deltagerne føler sig velkomne eller oplever, at de kan være med på en god måde.

Motivation handler også om ejerskab

Ryan og Decis selvbestemmelsesteori giver et supplerende perspektiv. Teorien fremhæver betydningen af autonomi, kompetence og samhørighed for motivation og trivsel. Autonomi betyder her ikke, at den unge skal klare alting selv, men at deltagelsen opleves som meningsfuld og i overensstemmelse med egne grunde og interesser.

Det er en generel psykologisk teori, ikke en opskrift på et bestemt kommunalt fritidsprogram. Den hjælper imidlertid med at skelne mellem, at en ung møder op, og at den unge faktisk har lyst til at være der.

I praksis kan kommunen og de lokale aktører derfor spørge: Hvor har deltagerne indflydelse? Kan man prøve sig frem? Er der flere måder at deltage på? Spørgsmålene skal undersøges i den konkrete aktivitet. De er ikke et krav om, at alle tilbud skal være organiseret ens.

Det første skridt kan være et andet problem end det næste

Det er nyttigt at skelne mellem at kende et tilbud, kunne komme derhen, turde begynde og have lyst til at fortsætte. Hvert trin kan undersøges særskilt. En ung kan kende en aktivitet uden at vide, om man må komme alene. En anden kan være interesseret, men ikke kunne få tidspunktet til at passe. En tredje kan være begyndt og senere miste lysten.

Disse tænkte situationer kalder på forskellige spørgsmål. Mere information kan være relevant, når tilbuddet er ukendt. En tydelig velkomst kan være relevant, når det er svært at begynde. Men ingen af delene bør vælges som standardløsning, før man ved, hvor vanskeligheden ligger.

Også økonomi, transport og udstyr bør kunne indgå i samtalen uden at blive antaget som den samme barriere for alle. Det centrale er at forstå den unges konkrete situation, ikke at placere vedkommende i en på forhånd defineret problemkategori.

Spørg dem, der ikke deltager — uden at gøre dem forkerte

En evaluering, der kun gennemføres blandt nuværende medlemmer, kan ikke beskrive hele målgruppen. Derfor bør kommunen også interessere sig for dem, der stoppede, og dem, der aldrig begyndte. De kan have andre erfaringer end de unge, som allerede trives i tilbuddene.

Spørgsmålene bør være åbne og respektfulde. Hvad laver den unge gerne i fritiden? Er der nogen at være sammen med? Er der noget, vedkommende gerne ville kun

ne deltage i? Og er der overhovedet et ønske om flere organiserede aktiviteter?

Fravær fra foreningslivet er ikke i sig selv et bevis på mistrivsel. Kommunens undersøgelse bør også give plads til uformelle mødesteder, selvorganiserede aktiviteter og digitale fællesskaber. Deres betydning bør belyses frem for på forhånd at blive vurderet som mindre værdifuld end et medlemskab.

Det er forskelligt, hvad en god fritid skal rumme

En nyttig fritidspolitik behøver ikke bygge på en forestilling om, at alle unge ønsker det samme. Nogle kan foretrække faste hold, andre åbne aktiviteter. Nogle vil fordybe sig i en bestemt interesse, andre søger først og fremmest nogen at være sammen med. Det er relevante forskelle at undersøge, ikke faste personlighedstyper.

Kommunen bør derfor se på, om det lokale udbud giver forskellige muligheder for deltagelse. Det betyder ikke nødvendigvis flere nye tilbud. Det kan også handle om andre indgange til det eksisterende, mere forståelige rammer eller bedre sammenhæng mellem steder og aktører.

De unge bør selv kunne beskrive, hvad der gør en aktivitet god eller vanskelig. Korte, konkrete spørgsmål om faktiske erfaringer er mere anvendelige end lange vurderinger af abstrakte fritidsbegreber. Et enkelt åbent spørgsmål kan samtidig give plads til noget, som de voksne ikke havde tænkt på.

Bedøm indsatsen på den ændring, den skal skabe

Hvis målet er at gøre det lettere at begynde, bør opfølgningen handle om den første kontakt og de første besøg. Hvis målet er et bedre fællesskab, bør man undersøge relationer og oplevelsen af at kunne være med. Antallet af nye tilmeldinger er relevant, men kan ikke stå alene i begge tilfælde.

En stigning i tilfredshed blandt tilbageværende deltagere bør også læses forsigtigt. Den kan afspejle en forbedring, men det bør undersøges, om utilfredse unge er faldet fra. Det er en metodisk mulighed, som er særlig vigtig, når man sammenligner medlemsundersøgelser over tid.

Den gode fritidspolitik begynder derfor ikke kun med spørgsmålet om, hvilke aktiviteter kommunen mangler. Den spørger også, hvad de eksisterende muligheder gør muligt for forskellige unge, og hvem der endnu ikke har fundet en plads, de selv ønsker at være i.

Kilder

[1] Kusier, A. O., Ubbesen, T. R. & Folker, A. P. (2023). Karakteristika af det mentalt sundhedsfremmende fritidsfællesskab for unge – et litteraturreview. Statens Institut for Folkesundhed, SDU, for Sundhedsstyrelsen. 52 studier; se især sammenfatning og diskussion. Åbn kilde

[2] Ryan, R. M. & Deci, E. L. (2000). Self-Determination Theory and the Facilitation of Intrinsic Motivation, Social Development, and Well-Being. American Psychologist, 55(1), 68–78. Teoretisk forskningsoversigt. DOI: 10.1037/0003-066X.55.1.68. Åbn kildeKilder

Sådan kan Plangruppen hjælpe

Plangruppen hjælper kommuner med at undersøge børn og unges hverdagsliv, lokale muligheder og oplevelse af fællesskab. Vi bruger

forståelige spørgsmål og inddrager både deltagere og dem, der står uden for de organiserede tilbud. Det giver et grundlag for at udvikle fritidsmuligheder med afsæt i de unges egne erfaringer.