Cykling blev mere populært under Corona.
Hjemmearbejde, lukkede motionscentre og ønsket om at komme ud i naturen sørger for, at efterspørgslen på cykler boomer, så forhandlere og producenter ikke længere kan følge med. Således skriver JydskeVestkysten blandt andet: ”Corona har gjort danskerne vilde med cykler”. Forbes skriver med udgangspunkt i USA: “Bicycle sales are going gangbusters; space for motorists is being reclaimed overnight by global cities installing pop-up cycleways.” Også vores naboland Tyskland er godt med, når der er tale om det grønne transportmiddel.
Hvilke fordele skabes gennem cykling?
I modsætning til biler, udleder vores cykler ikke Co2 og belaster derfor ikke klimaet. Alene det burde være en grund til at vælge cyklen frem for bilen. Men der er flere gode grunde til at cykle mere. Studier er kommet frem til, at “Cykling til og fra arbejde på mindst en kilometer hver vej, mindsker risikoen for at blive overvægtig og for at udvikle højt blodtryk, højt kolesteroltal og forstadier til diabetes”. Dertil kommer, at cykling siges at være godt for vores mentale sundhed.
Men ikke kun for den enkelte kan cykling skabe værdi. Også samfundet har fordele af flere cyklister. Flere cyklende vil automatisk betyde, at der vil være færre biler, hvilket resulterer i mindre trængsel, i hvert fald for bilerne. Derudover kræver cykler ikke store parkeringspladser og medfører hverken støj eller luftforurening. På den måde skaber cyklister, sammen med de sundhedsmæssige gevinster, merværdi for hele samfundet.
Cykling er også en hurtig transportform. Det gælder særligt i byerne over de kortere distancer, hvor cyklen er hurtigere end både bil og offentlig transport. Således viser trafikmålinger, at cyklen er hurtigere end bilen (dør-til-dør transporttid) i bytrafik, ved afstande under 5 km.
Sammenfattende fordele ved cykling:
Hurtig - særligt over kortere afstande i byen.
Sundt - cykling har betydelige helbredsfordele.
Billigt - cykling giver økonomisk mening for individ og samfund
Miljøvenligt – klimavenligt og ingen luft eller støjforurening.
Moderne – cykling er ”in” og passer til den moderne, urbane livsstil.
Styrker mobiliteten – sammen med andre transportformer, gør det os mere mobile.
Hvilke udfordringer giver flere cyklister i vores byer?
At cykling bringer fordele med sig for samfundet og den enkelte, kan ikke betvivles. Det står dog klart, at ikke alle byer er forberedte på et stigende antal cyklister - først og fremmest fordi de fleste byer er planlagt og udviklet med henblik på, at give plads til biler. Det er også grunden til, at stadig flere byer etablerer nye muligheder for cykling og arbejder med nytænkning af byens gader, med det formål at skabe bedre plads, hurtigere ruter og mere sikre forhold for cyklister. Dette er især vigtigt, hvis byer også i fremtiden ønsker at borgerne cykler mere.
At det er på tide at omstrukturere byer og gader til fordel for cyklister, det har flere byer erkendt, ikke bare i Danmark. Barcelona for eksempel, vil bruge 4,4 mio. Euro til at skabe blandt andet nye cykelstier, mens man i Milano taler om omstrukturering, naturligvis til fordel for cyklisterne. Selv Rotterdam, der ellers er kendt som en af Hollands mest bildominerede byer, har de seneste 10 år arbejdet med tiltag, der skal skabe bedre plads til cyklister og fodgængere. Mens andre byer som f.eks. København, flere andre byer i Holland, Münster i Tyskland og Malmø allerede er langt fremme med gode forhold for cyklister.
Det står klart, at vores mobilitet er under forandring. Årsagerne er mange: ændringer af livsstil, nye måder at bo, handle og arbejde på, den aldrende befolkning, mere fokus på miljø, klima og livskvalitet. Netop derfor, bør kommuner og byer fokusere på sikre, hurtige og behagelige forhold for cykling, til fordel for verdensmål som bæredygtighed, livskvalitet, sundhed og klima.
Plangruppen hjælper med udvikling, der tager udgangspunkt i data og indsigt.